Foragt

Jeg skriger i afmagt over selve din esksistens
 Denne verden du har skabt for mig, er ren, usødet smerte
 Jeg væmmes i forbitrelse over alt du har forvoldt
 Et liv i underdanighed og mindreværd
 Jeg afskyr din kvalmende defaitisme
 Some har affødt denne apati
 Min eneste genkendelige tanke er misantropi
 Et had som brænder med utænkelig kraft
 Lad mishagets flammer opsluge dit væsen,
 Lad intet forhindre min hævnagt
 Som tusind skalpeller dissekerer løgne
 og blotter et indre af råd
 Selvhad – dybets mørke
 Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge
 Selvhad – mishagets flamme
 Sjælefred – livets ophør
 En gru, en brat opvågning
 Fra foragtens blindende slør
 I refleksionen, en sandhed
 Om fjendtlighed som aldrig dør
 Fanget i frygtsomhedens gab
 Undertrykt realitet og illusion
 Lad nu sløret falde
 Leden flyder i dryppende blod
 Selvhad – dybets mørke
 Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge
 Selvhad – mishagets flamme
 Sjælefred – livets ophør
 At leve er at lide
 At overleve er at finde mening i lidelsen
 I selvhad
 Væk mig fra disse feberdrømme
 Med udsigt til frelse og fred
 Tro og håb er kun slør foran mit selvhad
 Min selvforagt